Michel Foucault – pædagogik som magtteknologi af Stefan Hermann
Teksten handler om franskmanden Michel Foucault, født 1926 død 1984. Han studerede som ung psykologi og filosofi, senere underviste og forskede han forskellige universiteter og blev i 1970 udnævnt til professor i tankesystemernes historie ved College de France i Paris.
Foucault har undersøgt så forskellige ting som: galskab, sygdom, død, kriminalitet, seksualitet mm og hans viden bliver brugt indenfor: idehistorie, litteraturhistorie, psykologi, etnografi, statskundskab, sociologi, kriminologi, religionsvidenskab, jura, management og andre forskningsfelter. Hans grundlæggende temaer er magt, viden og subjektivitet.
Ifølge Stefan Hermann handler dele af Foucaults forfatterskab om, hvordan magt udøves, når den ikke er synlig, men virker i kraft af synliggørelse og produktion af viden om de mennesker ledelsen (magtudøvelsen) er rettet imod fx familien, skolen eller daginstitutionen, som er arenaer, der former menneskers krop, sjæl, adfærd og evner.
Da Foucault ikke har nogen egentlig teori som fx Luhmann eller Habermas, kan hans værker ikke på samme måde bruges på empiriske problematikker. Derimod kan Foucault bruges til at provokerer og problematiserer vores opfattelse af os selv og den måde vi forstår fx seksualitet, sygdom og død eller den måde vi indretter skoler på.
Som sagt var Foucaults grundlæggende temaer magt, viden og subjektivitet. Kort før sin død foretager han en kort karakteristik af sit projekt, hvor han siger at projektet fra først til sidst har været at fortælle historien om de forskellige måder mennesker i vores kultur er blevet gjort til subjekter. Hermed siger han at subjektet er historisk givet. Det at være menneske, har til forskellige tider og på forskellige steder betydet noget forskelligt. Foucault siger at mennesker bliver til subjekter på forskellige måder. Han opstiller 3 grundlæggende måder:
1) Gennem videnskabelige og diskursive praktikker
2) Via sociale og politiske dominansrelationer, der opdeler og differentierer individer
3) I kraft af selvets arbejde og forpligtelse på sig selv
Foucault har undersøgt diskurser, problematiseringsformer og måder, hvorpå man har søgt at programmerer og disponeret forskellige dele af menneskelivet på.
En måde at definerer pædagogik som magtform, eller ”ledelseskunst” som Foucault kaldte det, på er at forstå opdragelse, uddannelse og undervisning som praktikker og teknikker, der sigter imod at skabe individer med henblik på bestemte mål. For at opnå det, er det nødvendigt, at have viden om de individer der skal ledes og formes. Dvs. at denne ledelseskunst fungerer gennem en produktion af viden. Praktikkerne og teknikkerne udfolder sig i forskellige institutioner fx familien, skolen og daginstitutionen og i forskellige rum fx køkkenet eller klasseværelset og i forskellige relationer som barn/forældre, elev/lærer elev/elev og elevens forhold til sig selv. Formålet med disse praktikker og teknikker er altså at producerer bestemte individer fx det kompetente barn, den lydige borger eller det rationelle menneske. Måden man underviser på i skolen, har altså et mere overordnet formål, der sigter på at forme børnene på en bestemt måde og er en del af en politisk strategi, der søger at drive samfundet i en bestemt retning.
Ifølge Foucault skulle de feudale undertrykkelsesmekanismer efter den franske revolution erstattes med demokrati og frihed, men det var og er stadig nødvendig at skabe orden, stabilitet og velfærd. Han siger at ”Oplysningstiden der opfandt friheden har også opfundet måder ar regulerer den på” ikke med undertrykkelse og vold men med en mere skjult magtform. Magt er ikke mere noget der udøves oppefra og ned, den besiddes ikke af bestemte individer, men har stadig en intentionel karakter.
For at analyserer de nye magtformer foreslog Foucault at vi udskifter de begreber vi har analyseret magt med, i stedet for at analyserer magten som negativ, kan man fokusere på dens positive og produktive egenskaber og analyserer dens tekniker og regulationer. Magten udøves gennem normer og ikke gennem forbud og udelukkelse, og fungerer på niveauer og i former der overskrider staten og dens apparater.
Den moderne magtform er kendetegnende ved at have samfundets og individets selv, deres velfærd, vækst, sundhed og moralske habitus som sit mål og søger igennem en række tekniker at forme individerne, deres relationer til andre, deres aktiviteter og kropsforvaltning.
Gennem en mængde tiltag som iværksættes på fx sygehuse, skoler, kaserner og fabrikker søges at individualiserer, differentierer, sammenligne, homogeniserer, hierarkiserer og udelukke bestemte individer.
De forskellige teknikere rettes mod kroppen med magtteknologier som fx træning, overvågning, eksamination, straf, rum og skematisering af tid. De søger at dresserer, styrer og afrette kroppen og dens energier, kræfter og tilbøjeligheder for at gøre den produktiv, manipulerbar og kontrollabel.
Ifølge Foucault er disciplin ikke undertrykkelse men raffinerede teknikker til afretning af individets adfærd.
Foucaults har lavet meget lange og detaljerede historiske undersøgelser ikke kun af historisk interesse, men for at diagnosticere problematikker i dem moderne velfærdstat. Problematikker der har sine rødder idet 18. århundrede, da befolkningen ikke mere var underlagt fyrstemagten og derfor blev et politisk og økonomisk problem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar