Panoptikon

Princippet i overvågningsfiguren er: "omkredsen er en kæde af bygninger, i midten står der et tårn. Dette er fyldt med store vinduer. Omkredsens bygninger er inddelt i celler, der alle er lige så brede som bygningerne selv og har to vinduer: det ene vender indad og svarer til tårnets vinduer det andet vender udad og lader lyset slippe ind i cellen" (Stefan Herman i Pædagogik i sociologisk perspektiv)

Panoptikon er en type fængsel tegnet af den engelske filosof og sociolog Jeremy Bentham i 1785. Ideen var at reducerer omkostningerne i fængslerne.
Bygningerne er konstrueret sådan at en arrestforvalter kan sidde i tårnet og overvåge mange fanger på en gang, han kan se fangerne, men de kan ikke se ham og ved derfor ikke om de bliver overvåget eller ej. Benthams ide blev ikke til virkelighed, men tanken blev set som vigtig for udviklingen af overvågningssamfundet.

Faucault (1926 - 1984) så panoptikon som en metafor for det moderne diciplinære samfund og dens omsiggribende tendens til at opservere og normalisere. (Wikipedia).

I bogen "Overvågning og straf" beskriver Foucault hvordan disiplinering af befolkningen og den straf man gav forbryderene udviklede sig i det syttende og attende århundtede og op til i dag. Fra pinestraf, hvor man slagtede folk levende, til fængselsstraf og overvågning som vi kender det i dag. Foucault mener hele samfundet er blevet fængselsagtig, at før i tiden overvågede man forbrydere, nu overvåger man hele samfundet. Han mener at resten af samfundet har brugt fængslerne og deres effektive måde at udføre kontrol på, som model. Fx på hospitaler, skoler og fabrikker.
Hele samfundet er mere eller mindre overvåget. Med penoptikonmodellen ved befolkningen ikke om vi bliver overvåget eller ej, så vi bliver nødt til at opføre os, som om, for en sikkerhedsskyld. Dette er en uhyre effektiv måde at disiplinere en hel befolkningen på.

Min kommentar:

Jeg har læst bogen "Overvågning og straf" af Michel Foucault. Det er den sværeste bog, jeg nogensinde har kæmpet mig igennem. Den er meget svær at forstå, men også meget spændende, Jeg har købt bogen og regner med at jeg vil vende tilbage til den og læse den igen senere og forhåbentlig blive klogere på, hvad Foucault mener.

Som titlen siger handler bogen om overvågning, herunder bl.a. Panoptikon og om straf. Foucault sætter spørgsmålstegn ved den måde vi straffer forbrydere på og formålet med fængselsstraf. Det fik mig til at tænke på: Er det samfundets hævn? Er det for at befri samfundet for de kriminelle i den tid de sidder inde? Er det for at vise andre, hvad der sker når man bryder loven? Eller er det mon for at resocialisere forbryderen, hvis, hvorfor ender så mange så med at komme i fængsel flere gange? Bogen sætter gang i mange tanker, også hvad angår overvågning, som vi måske ikke tænker så meget over, fordi vi har vænnet os til, at sådan er det bare.


Kilder:

Foucault, Michel 2002, Overvågning og straf, Frederiksberg, Det lille forelag (oversat fra fransk efter "Surveiller et punier" Editions Galliman, Paris 1975)

Hermann Stefan 2000, Pædagogik i Sociologisk perspektiv, Viborg, forlaget PUC

Wikipedia

Sokrates filosofiske fødselsteknik.

Sagt af Søren Kierkegaard, som til at begynde med ikke havde meget godt at sige om Sokrates, men senere blev en stor beundre af ham:

"At man, når det i sandhed skal lykkes en, at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på , at finde ham der, han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. En hver, der ikke kan se det. han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.

For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-Forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere -Forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham, egentlig vil beundres af ham.

Men al sand hjælpen begynder med en ydmygelse, hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og hermed forstå, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og ikke at forstå, hvad den anden forstår"

Referat af tekst om Foucault

Michel Foucault – pædagogik som magtteknologi af Stefan Hermann

Teksten handler om franskmanden Michel Foucault, født 1926 død 1984. Han studerede som ung psykologi og filosofi, senere underviste og forskede han forskellige universiteter og blev i 1970 udnævnt til professor i tankesystemernes historie ved College de France i Paris.
Foucault har undersøgt så forskellige ting som: galskab, sygdom, død, kriminalitet, seksualitet mm og hans viden bliver brugt indenfor: idehistorie, litteraturhistorie, psykologi, etnografi, statskundskab, sociologi, kriminologi, religionsvidenskab, jura, management og andre forskningsfelter. Hans grundlæggende temaer er magt, viden og subjektivitet.
Ifølge Stefan Hermann handler dele af Foucaults forfatterskab om, hvordan magt udøves, når den ikke er synlig, men virker i kraft af synliggørelse og produktion af viden om de mennesker ledelsen (magtudøvelsen) er rettet imod fx familien, skolen eller daginstitutionen, som er arenaer, der former menneskers krop, sjæl, adfærd og evner.
Da Foucault ikke har nogen egentlig teori som fx Luhmann eller Habermas, kan hans værker ikke på samme måde bruges på empiriske problematikker. Derimod kan Foucault bruges til at provokerer og problematiserer vores opfattelse af os selv og den måde vi forstår fx seksualitet, sygdom og død eller den måde vi indretter skoler på.

Som sagt var Foucaults grundlæggende temaer magt, viden og subjektivitet. Kort før sin død foretager han en kort karakteristik af sit projekt, hvor han siger at projektet fra først til sidst har været at fortælle historien om de forskellige måder mennesker i vores kultur er blevet gjort til subjekter. Hermed siger han at subjektet er historisk givet. Det at være menneske, har til forskellige tider og på forskellige steder betydet noget forskelligt. Foucault siger at mennesker bliver til subjekter på forskellige måder. Han opstiller 3 grundlæggende måder:
1) Gennem videnskabelige og diskursive praktikker

2) Via sociale og politiske dominansrelationer, der opdeler og differentierer individer
3) I kraft af selvets arbejde og forpligtelse på sig selv

Foucault har undersøgt diskurser, problematiseringsformer og måder, hvorpå man har søgt at programmerer og disponeret forskellige dele af menneskelivet på.
En måde at definerer pædagogik som magtform, eller ”ledelseskunst” som Foucault kaldte det, på er at forstå opdragelse, uddannelse og undervisning som praktikker og teknikker, der sigter imod at skabe individer med henblik på bestemte mål. For at opnå det, er det nødvendigt, at have viden om de individer der skal ledes og formes. Dvs. at denne ledelseskunst fungerer gennem en produktion af viden. Praktikkerne og teknikkerne udfolder sig i forskellige institutioner fx familien, skolen og daginstitutionen og i forskellige rum fx køkkenet eller klasseværelset og i forskellige relationer som barn/forældre, elev/lærer elev/elev og elevens forhold til sig selv. Formålet med disse praktikker og teknikker er altså at producerer bestemte individer fx det kompetente barn, den lydige borger eller det rationelle menneske. Måden man underviser på i skolen, har altså et mere overordnet formål, der sigter på at forme børnene på en bestemt måde og er en del af en politisk strategi, der søger at drive samfundet i en bestemt retning.

Ifølge Foucault skulle de feudale undertrykkelsesmekanismer efter den franske revolution erstattes med demokrati og frihed, men det var og er stadig nødvendig at skabe orden, stabilitet og velfærd. Han siger at ”Oplysningstiden der opfandt friheden har også opfundet måder ar regulerer den på” ikke med undertrykkelse og vold men med en mere skjult magtform. Magt er ikke mere noget der udøves oppefra og ned, den besiddes ikke af bestemte individer, men har stadig en intentionel karakter.

For at analyserer de nye magtformer foreslog Foucault at vi udskifter de begreber vi har analyseret magt med, i stedet for at analyserer magten som negativ, kan man fokusere på dens positive og produktive egenskaber og analyserer dens tekniker og regulationer. Magten udøves gennem normer og ikke gennem forbud og udelukkelse, og fungerer på niveauer og i former der overskrider staten og dens apparater.

Den moderne magtform er kendetegnende ved at have samfundets og individets selv, deres velfærd, vækst, sundhed og moralske habitus som sit mål og søger igennem en række tekniker at forme individerne, deres relationer til andre, deres aktiviteter og kropsforvaltning.
Gennem en mængde tiltag som iværksættes på fx sygehuse, skoler, kaserner og fabrikker søges at individualiserer, differentierer, sammenligne, homogeniserer, hierarkiserer og udelukke bestemte individer.
De forskellige teknikere rettes mod kroppen med magtteknologier som fx træning, overvågning, eksamination, straf, rum og skematisering af tid. De søger at dresserer, styrer og afrette kroppen og dens energier, kræfter og tilbøjeligheder for at gøre den produktiv, manipulerbar og kontrollabel.
Ifølge Foucault er disciplin ikke undertrykkelse men raffinerede teknikker til afretning af individets adfærd.
Foucaults har lavet meget lange og detaljerede historiske undersøgelser ikke kun af historisk interesse, men for at diagnosticere problematikker i dem moderne velfærdstat. Problematikker der har sine rødder idet 18. århundrede, da befolkningen ikke mere var underlagt fyrstemagten og derfor blev et politisk og økonomisk problem.

Teksten til tirsdag

Teksten til tirsdag
Michael Foucault - pædagogik som magtteknologi

Puha jeg synes at det er en svær men også tankevækkende tekst at komme igennem. Jeg har en fornemmelse af, at vi kommer til at beskæftige os mere med Hr. Foucault i fremtiden, så jeg har tygget teksten igennem et par gange og for min egen skyld forsøgt at skrive et referat. Det hjalp meget på forståelsen, men jeg synes at historie og nutid roder rundt mellem hinanden og gør det svært at genfortælle teksten.

Opgave fra grundbogen A. Højholt

Opgave til bloggen Susanne PÆD
De tværprofessionelle partnere som er relevante at inddrage i min case:
Fysioterapeut, psykolog, lærer, læger, speciallæger, diætist
Hvilken rolle spiller/kan de spille for målgruppen?
Fysioterapeut: At målgruppen har det godt fysisk, lave motorik, massage osv. med børnene og sørger for at de får de hjælpemidler der er nødvendige, giver pædagogerne vejledning i hvilke, aktiviteter de kan lave med børnene, for at styrke deres fysik.
Psykolog: vejledning af pædagoger og evt. lærer når et barn har psykiske problemer.
Lærer: Børnene i min case har betydelige fysiske og psykiske funktionsnedsættelse, så lærerens rolle er ikke, som normalt for en lærer at lære barnet at læse og skrive. Jeg tror at lærerens rolle på specialskolen meget går ud på at få indhold og mening i barnets hverdag, og finde og udvikle barnets kompetencer, samt at prøve at skabe gode barn/barn relationer, men det håber jeg at jeg bliver meget klogere på.
Læger og speciallæger: børn med nedsat funktion er ofte syge, mange lider fx af epilepsi
Diætist: nogle af børnene er allergiker, nogle har problemer med vægten fordi de sidder i kørerstol. Diætisten giver pædagogen vejledning om kosten.
Hvilken rolle spiller forældre/værge og andre ikke professionelle for målgruppen
Børnehjemmet prøver altid at inddrage forældrene i børnenes liv, men der er meget forskel på, hvor meget forældrene selv ønsker at deltage. Nogle forældre og bedsteforældre deltager rigtig meget og spiller en stor rolle i deres børns liv. Andre har meget lidt kontakt og spiller ikke en stor rolle i deres barns liv.
Mine spørgsmål til andre professionelle
Min interviewguide kommer senere.
Værdier jeg finder vigtige i arbejdet med funktionsnedsatte børn:
Omsorg, empati, respekt og retten til medbestemmelse over sit eget liv. Jeg tror at der er god sammenhæng mellem mine værdier og indsatsen i praksis. Det er vigtig at være opmærksom på, at man ikke gør barnet til et objekt for sin omsorg.

Spørgsmål til overvejelse s 63 69 og 74

Spørgsmål til overvejelse: Den tværprofessionelle praktiker s. 63, 69 og 74
Vi har diskuteret spørgsmålene i gruppen, men hver især skrevet vores svar (I gruppen var ud over mig: Solveig og Anette)
Side 63
Hvilken betydning har overgangen i børns og unges dagligdag, og hvordan for vi viden om denne i vores praksis?
Børnene/de unge skal hele tiden omstille sig til forskellige voksne og forskellige regler og normer. Hvis de har svært ved at omstille sig får de problemer. De bliver hele tiden afbrudt i det de er i gang med.
Fordelen ved at skifte arena, kan være at børn/unge har mere succes i nogle arenaer end i andre fx skole/fodbold. De kan starte på en frisk i en ny arena.
Vi får viden ved at observere, og kommunikerer med børnene/de unge og kommunikere/samarbejde med voksne fra andre arenaer og forældre.
Hvor opsplittet bør barndoms- og ungdomslivet være?
I breddeperspektivet er man nødt til at se på det enkelte barns ressourcer, Der er forskel på hvor gode børn er til at omstille sig.
Hvordan får vi viden om den betydning, som et øget samarbejde mellem de professionelle i forskellige arenaer i løbet af en dag har for børnene og de unge?
Ved at være obs. På, hvordan børnene/de unge trives og være i dialog med dem. Være i dialog med de andre arenaer, hvordan oplever de, at barnet trives (uden at overtage deres syn på barnet). Ved forældresamarbejde.
Hvordan sikrer vi, at overgangene i målgruppens dag foregår støttende for målgruppen?
Så vidt det er muligt, at få afsluttet en arena på en god måde, før man sender barnet/den unge videre til den næste. Det stiller krav til pædagogen om konflikthåndtering. Være opmærksom på hvordan barnet har det. Observere og være i dialog med barnet.
Side 69
Prøv at formulere et eksempel på, hvad det er for en kontrakt, børn og unge bryder, når de ikke passer ind (er socialt integreret)- når de betegnes som utilpassede - i den praksis du kender til.
Når børn slår, bidder mm. eller ødelægger legen for de andre børn. Når de reagerer uhensigtsmæssig anderledes end forventet.
Overvej endvidere, hvilken betydning forskellige professionelles syn på målgruppen og forskellige professionelle måder at tilrettelægge aktiviteter på kan have for, at børn og unge ikke passer ind i de sociale rammer, der er om deres liv i skole og institution.
Hvis vi snakker breddeperspektiv, kan det være svært for brugergruppen, at få tætte voksenrelationer, når de hele tiden skifter arena. Det kan være svært, at leve op til de mange forskellige krav de forskellige voksne stiller.
Børnene kan også blive ekskluderet af kammeraterne, hvis de ikke lever op til forventningerne i de forskellige arenaer. Det er derfor også vigtig, at de professionelle laver aktiviteter, der styrker fællesskabet. Det er vigtig at man som professionel kender de krav, der stilles i de andre arenaer. Ved at have kendskab til de andre arenaer, kan man bygge videre på succeser derfra.
Side 74
Begrebet social integration kan anvendes med henblik på at prøve, at forstå de udelukkelsesmekanismer, der gør, at nogle individer placeres i marginale positioner i skole, institutioner eller mere uformelle sociale fællesskaber. Hvilke mekanismer i de relationer, som barnet/den unge færdes i, fører til at vedkommende ikke bliver integreret social?
Hvis barnet ikke kan/vil tilpasse sig de rammer, der er i arenaen. Hvis barnet ikke kender spillereglerne eller har svært ved at omstille sig. Hvis barnet fx er usoigneret – forkert tøj mm. Hvis barnet/den unge ikke passer ind under de normer og regler, der eksisterer. Stigmatisering kan være usynlig. Afstanden (forskellen) kan være så stor at det er svært at rette op på.
Man kan også bruge begrebet social integration i det modsatte perspektiv, nemlig med henblik på at forstå de processer, hvorved man kan indføre/bevare/normalisere individer eller grupper i skole, institutioner eller uformelle sociale fællesskaber.
• Hvordan kan man integrere nuværende marginale grupper i det sociale fællesskab
• Hvilke processer kan sættes i værk, således at fællesskabet ikke ekskluderer nogen, eller så det fællesskab der allerede er bevares
Man skal som professionel have fokus på de marginaliserede unge og prøve at skabe relationer mellem dem og de velfungerende. Prøve at styrke fællesskabet i gruppen. I en klasse med høj social kapital, har eleverne større tiltro til at deres kammerater ikke bliver kriminelle, hvilket igen fører til at de ikke så let bliver det = en positiv spiral.
De professionelle skal være obs. på hvilket social liv børnene/de unge færdes i. Hvad sker der i gruppen. Altså være bevist om brugergruppens sociale situation. Man skal inddrage børnene/de unge selv i de tiltag man foretager sig og være en resurse for dem.