Referat af kapitel 1 i Inklusionens pædagogik

Referat af kapitel 1 i: Inklusionens pædagogik af Bendt Madsen
1.del

Kapitlet handler om inklusion. For at udvikle en inkluderende pædagogik, er det nødvendig at vide noget om hvilke mekanismer der ekskluderer. Kapitlet bygger på empiriske erfaringer fra udviklingsprojekter som NVIE har gennemført sammen med en række kommuner.

NVIE= Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion

”Inklusion er svaret på en aktuel tilstand i velfærdssamfundet og dens institutioner, hvor store grupper ekskluderes fra deltagelsesarenaer, hvor livschancer fordeles” (Bendt Madsen 2005)

Formålet med inklusion er altså at undgå eksklusion. Begrebet inklusion kan bruges som et analyseredskab til at undersøge, hvorfor børn bliver ekskluderet i samfundet på trods af gode hensigter om inklusion.

Inklusionsbegrebet kan forstås som et politisk begreb, hvor det er en politisk vision af alle mennesker skal inkluderes i det demokratiske samfund. Og som et pædagogfagligt begreb, hvor inklusion er et mål for bestræbelserne på lærings- og udviklingsmiljøer, der inkluderer alle børn indenfor almene daginstitutioner.

I inklusionsprojektet har målet for både det politiske og det pædagogfaglige perspektiv været, at flest mulige børn og unge modtager støtte til deres udvikling og læring indenfor normalsystemets rammer.

Begrebet inklusion erstattes nogen gange af begrebet rummelighed, men ifølge Bendt Madsen er problemet med dette begreb, at man godt kan være ”rummet” uden at være inkluderet i en daginstitution. Det vil sige at man kan være ”tålt” uden mulighed for deltagelse.

Eksklusion i en daginstitution kan finde sted på forskellige niveauer, der er den formaliserede proces, hvor et barn, der er anderledes fx ved ikke at være alderssvarende eller ved at have en problematisk opførsel. Barnet falder uden for institutionens normalitetsopfattelse. Det bliver henvist til specialister og hvis barnet ikke får mulighed for at etablere daglig relation til børnene i normal gruppen, det kan i værste tilfælde føre til eksklusion.

Der er også de uformelle processer, hvor børn udelukker hinanden fra fællesskabet. Det er helt normalt og en del af læringsprocessen i en institutionen, men nogle børn kommer aldrig med i et fællesskab, hvor de opnår anerkendelse.

Når man adskiller et barn fra normalgruppen og sætter det sammen med andre børn, der har samme vanskeligheder, kaldes det for segregering. Hvis barnet placeres i fx en specialinstitution, hvor man har specialiseret sig i behandlingen af en bestemt type adfærd, kaldes det kongregering.
Segregering og kongregering foregår ofte med den begrundelse at daginstitutionen ikke har tilstrækkelig faglig viden om en konkret problemadfærd. Problemet ved segregering og kongregering kan, ifølge Bent Madsen, være at der skabes utilsigtede konsekvenser for barnets identitetsudvikling, fordi barnet ofte oplever specialinstitutionen som en social devaluering.(Bryderup, Madsen & Perthou).

Integration og inklusion.
Ved integration bliver barnet i normalgruppen, men får særlig støtte og bliver stadig opfattet som et anderledes barn, der skal normaliseres, så der foregår stadig en segregering. Ved inklusion bliver barnet i normalgruppen og læringen foregår i den sociale relation med andre børn. Hermed undgås eksklusion. Inklusion gælder ikke kun for børn med særlig behov men er en proces, hvor forskellighed er en betingelse for alle børns læring og udvikling.

1 Et videnssamfund med nye kriterier for eksklusion

Med indførslen af dagtilbudsloven og hermed læreplanen i 2007, kom der nogle formaliserede normalitetsforventninger til børns kompetencer. I kraft af krav til institutionerne om, at de skal støtte udvikling af børns kompetencer og lysten til at lære.
Børn forventes at kunne mestre forskellige sociale situationer i kraft af bestemte kompetencer. Hvis børnene ikke har disse bestemte kompetencer anses de for ikke kompetente børn, hvilket kan det medføre eksklusion.
Andre normalitetsforventninger er de ikke formaliserede, de sociokulturelle koder som er de forventninger pædagoger, forældre og forvaltninger har til normalitetsbegrebet, de fungerer mere i det skjulte men er lige så virksomme som eksklusionsmekanismer som de formelle.

Der stilles mange krav til børns kompetencer. De skal tilpasse sig daginstitutionens sociale orden med de regler og strukturer, der hersker, samtidig skal de være selvstændige og tage personlige initiativer og være kreative i legen med andre børn. De skal altså både kunne tilpasse sig og være selvstændige. De skal kunne skifte mellem forskellige sociale arenaer og leve op til de forskellige regler og normer der eksisterer. Ofte er de sociale koder ikke klart formuleret. Barnet skal være i stand til at give udtryk for sine egne behov, på en måde, der er forståeligt for pædagogen, der i den bedste mening ønsker, at tage udgangspunkt i barnets behov. Børn der ikke mestre denne kompleksitet kan blive betragtet som børn med manglende kompetencer eller som inkompetent børn.

2. Forvaltningsstrukturer med stigmatiserede effekter
Den kommunale forvaltningsstruktur kan være med til at stigmatisere børn ved at belønne henvisninger til observationer, behandling og støtte i segregerede miljøer. I mange forvaltninger er der opbygget et skel mellem almenområdet og specialområdet, det støttetrængende barn oprettes som en sag i specialafdelingen, dette specialregime har en iboende tendens til at socialiserer til sig selv, og det kan være svært for barnet at vende tilbage til normale fællesskaber. Især på handicapområdet er der flere former for parallelsamfund, hvor mennesker med handicap adskilles fra normale livs sammenhænge.

For at få støttepædagogtimer til et barn, er det en udbredt praksis, at barnets fejl og mangler skal beskrives. Udviklingsopgaven placeres hermed hos det enkelte barn og ikke i daginstitutionens sociale miljø.
I stedet for at se på et barn med problemer som en udfordrende inklusionsopgave for institutionen, bliver mange børn set som et problem, der bliver uddelegeret til placering hos en støttepædagog og det er hermed ikke tale om inklusion.

3. Institutioner med mangel på differentierede fællesskaber
En inkluderende pædagogik er tredelt. Den retter sig mod individet – mod den sociale kontekst – og mod relationen mellem individet og den sociale kontekst. Det er ikke individet, men individets samspil med den sociale kontekst i form af forskellige fællesskaber pædagogen skal arbejde med. For at alle børn kan have adgang til betydningsfulde fællesskaber er det vigtig at der arbejdes med differentierede fællesskaber og ikke kun med det store fællesskab eller stuefællesskabet.

4. Professioner med tilbøjelighed til typificering af børn

Forskningen har vist at pædagoger på daginstitutionsområdet handler på baggrund af ubevidste kategoriseringer af børnene (Madsen 2005) Pædagogerne møder børnene som repræsentanter for en bestemt børnetype og ikke som unikke personer. Det kan give anledning til at pædagogerne møder børnene med forskellige forventninger i forhold til samspillet med voksne og andre børn, deltagelse i leg eller roller i bestemte situationer, afhængig af hvilket børnebilleder pædagogen har kategoriseret barnet i. Disse børnebilleder kan være svære at ændre, da de bruges af pædagogen som forklaringsramme, når børnenes adfærd skal beskrives. Hertil kommer at børns problematiske adfærd ofte sættes i forbindelse med problemer i familien eller opvæksten og ikke i forbindelse med barnets sociale situation i institutionen, hermed vendes blikket mod steder, hvor det er svært at komme til at handle konstruktivt.
Hvis det kritiske blik blev rettet mod egen pædagogisk praksis, var der større mulighed for at alle børn fik chance for at være aktiv deltagere i pædagogiske aktiviteter og fællesskaber.

5. Børnefællesskaber med manglende udviklingsstøtte

I et udviklingsprojekt i en kommune blev der lavet observationer på, hvilken rolle pædagogerne indtog i forhold til børns selvorganiserede lege og aktiviteter. Det viste sig at pædagogerne viste en større forpligtigelse over for de lege og aktiviteter, de selv havde sat i gang. Det vil sige, at de medvirkede aktivt til at vedligeholde aktiviteterne, så flere børn oplevede at være involverede i længere tid.
I de lege børnene selv havde sat i gang var pædagogerne mere passive, også når der opstod konflikter der medførte at nogle børn blev ekskluderet fra legen. Der viste sig altså at der er brug for mere pædagogisk handling, når det gælder om at udvikle børnenes sociale kompetencer til at skabe og vedligeholde fællesskaber.

6. Monofaglighed med begrænsninger

Begrebet inklusion betyder at daginstitutionerne skal afspejle den kulturelle og sociale mangfoldighed, der er realiteten i et globaliseret samfund. For at daginstitutionerne pædagogik skal kunne matche denne mangfoldighed er det nødvendig, at der udvikles en flerfaglig tænkning og tværfaglig praksis, hvor de enkelte professioner samarbejder om at realiserer en inkluderende pædagogik. Tværprofessionelt samarbejde kan betyde at børn ikke skal flyttes hen til de nødvendige ressourcer uden for institutionen.
En factor der kan forstærke ekskluderende mekanismer er den pædagogiske diskussion om hvad der er pædagogens kerneydelse i daginstitutionen. I mange projekter giver pædagoger udtryk for at deres kernefaglighed angår ”almindelige børn” selv om dagtilbudsloven foreskriver forebyggende og støttende indsats inden for normalområdet.

7. Forældre der ikke inddrages

Manglende inddragelse af forældrenes ressourcer og viden om barnet, kan være en barriere for børns deltagelse i institutionens sociale liv.

Husk transkribering

Lige et kort indlæg her midt i opgaveskrivningen. Jeg var til vejledning med Susanne i torsdags. Det var godt at få snakket opgaven igennem og få nogle input. Vi kom til at snakke om interviev og transkribering. jeg troede ikke at transkriberingen skulle med som bilag til opgaven, men det siger Susanne at den skal, så hvis der er andre der var i tvivl om det, så husk at sende den med. Fortsat god arbejdslyst. Hilsen Inga

Eksamensopgave

Så er den endelige case og godkendt problemformulering klar

Case.
Vi befinder os på et børnehjem for børn med multiple funktionsnedsættelse. På afdelingen er der 9 børn. Et af børnene er Mads på 10 år, der er født med en hjerneskade, han sidder i kørestol og har intet verbalt sprog. Mads har epilepsi og er ofte meget træt, især i perioder med mange anfald. Mads går i 4. klasse på en specialskole. En gang om ugen går han til ridning. Når Mads skal i skole bliver han hentet af skolens bus. I skolen er tiden skemalagt der er fx musik, svømning, dansk osv. samt af og til ture ud af huset, alt sammen tilrettelagt så det passer til den enkelte elevs formåen. Mads deltager i det omfang han har kræfter til, af og til falder han i søvn i sin kørestol. Når Mads kommer hjem fra skole er han meget træt og må som regel hen og sove. Ud over de halvårlige konferencer og handlemøder, foregår den daglige kommunikation mellem pædagogen og læreren via en kontaktbog, som Mads har med i tasken.

Problemformulering:
Hvordan kan pædagogen på et børnehjem for børn, 0 – 18 år og læreren i en specialskole, ved hjælp af tværprofessionelt samarbejde, yde en helhedsorienteret indsats for et barn med multiple funktionsnedsættelse, således at der samtidig tages hensyn til breddeperspektivet i barnets hverdag.

5 mulige problemformuleringer

5 Mulige problemformuleringer:

1.Hvordan kan pædagoger på et bosted og lærere på en specialskole arbejde sammen om, at skabe de bedste udviklingsmuligheder for børn og unge med nedsat funktion?

2.Hvordan kan pædagogen på et bosted og læreren i en specielskole koordinere den faglige indsats, de hver især yder over for et barn/ung med nedsat funktion, således at det bliver enten en fælles indsats eller to forskellige indsatse med et fælles mål?

3.Hvordan kan pædagoger på et bosted og lærere i en specialskole arbejde sammen om at yde en helhedsorienteret indsats for et barn eller ung med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne?

4.Hvordan kan tværprofessionelt samarbejde, mellem pædagoger på et bosted for børn og unge med nedsat funktionsevne og lærere på en specialskole, være med til at styrke barnets udvikling.

5.Hvordan kan man sikre, at pædagoger på et bosted og lærer der arbejder med børn med nedsat funktion, arbejder ud fra de samme mål til gavn for barnet

Case

Jeg prøver lige igen!
Case
Mads på 10 år bor på et bosted for børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Han er født med en hjerneskade. Mads går i en specialskoleskole. Hver dag kommer der en bus og henter ham og når skoledagen er slut, kører han igen med bussen hjem. Med i skoletasken har han en mappe, der fungerer som en slags kontaktbog mellem bosted og skole. Hvert halve år bliver der holdt et handlemøde om Mads. Med til mødet er Mads`es forældre, læreren og fra bostedet en fysioterapeut, afdelingslederen og Mads`es kontaktpædagog.

Forsknings- og interviewspørgsmål

Forskningsspørgsmål:

Hvordan arbejder pædagoger på et bosted og lærer på en specialskole sammen om, at skabe de bedste udviklingsmuligheder for børn med nedsat funktion?

Interviewspørgsmål:

Hvordan foregår kontakten mellem skolen og bostedet?
Hvor ofte kommunikerer I sammen?
Er der nogle ting, der hæmmer det tværprofessionelle samarbejde (fx forskellige arbejdstider eller andet)?
Hvordan bruger du din faglighed som lærer, i arbejdet med børn med nedsat funktion?
Hvad synes du din vigtigste opgave, som lærer i arbejdet med børn med nedsat funktion, er?
Hvad synes du pædagogens vigtigste opgave er?
Hvilke andre professioner arbejder du tværprofessionelt sammen med?
Hvordan deler du den viden, du får fra andre professioner med pædagogen?
Hvordan koordinerer I den faglige viden/indsats, I hver især har, til gavn for barnet?
Hvordan synes du, at den samarbejdsform, der er mellem skole og bosted fungerer?
Hvilken position har du i der tværprofessionelle samarbejde?
Hvad kunne fremme det tværprofessionelle arbejde?

Interview aftaler i hus

Så fik jeg endelig begge mine interview aftaler i hus. På torsdag skal jeg ud på mit praktiksted og interviewe en pædagog. Bagefter skal jeg hen på en specialskole og interviewe en lærer.
Jeg har planlagt den kvalitative metode. Jeg har lavet spørgsmålene på forhånd, men regner med at nye dukker op undervejs i forløbet, så interviewet ender med at bliver semistrukturede.
Jeg har lovet begge informanter, at maile spørgsmålene til dem i løbet af weekenden. Så kommentarer, konstruktiv kritik eller andet modtages med kyshånd
Inga