Tirsdag den 8 november

Inklusion & eksklusion
Litteratur:
Pedersen, C.(2009): Den pædagogiske sag - etsocialt inkluderende perspektiv. I Petersen, C.(red.): Inklusionens pædagogik. Fællesskaber og mangfoldighed i daginstitutionen. Hans Reitzels Forlag, side 105 - 123
Forskning Børn og unge. nr 10/2011, tema om forebyggelse, s. 4 - 19 (BUPL`s hjemmeside)

Den pædagogiske sag
Carsten Pedersen
C. Pedersen siger at når man arbejder som pædagog må man være:

1. Saglig: Pædagoger arbejder i en dynamisk og modsætningsfyldt samfundsmæssig kontekst som de, på baggrund af lovgivningen, skal kunne samarbejde, med de mennesker de arbejder iblandt, om.
2. Faglig: dette mellemværende, er et offentlig anliggende der kræver at pædagogen faglig kan systematisere, begrunde og legitimerer gennem teoretisk, metodisk og etisk reflektioner.
3. Personlig: koblingen mellem sag og fag kræver personlig engagement og deltagelse i hverdagens fællesskaber.

Pædagogens professionelle kompetencer består i at trække på og afbalancere disse tre aspekter.

Carsten Pedersen  har som NVIE-konsulent (NVIE= National videncenter for Inklusion og Eksklusion) deltaget i Roskildeprojektet i 2006 - 2009 Roskildeprojektet går kort fortalt ud på at: fremme en social inkluderende faglighed, der muliggør udviklingen af socialt inkluderende strategier i dagtilbud . Han trækker i kapitlet på sine erfaringer herfra.

Carsten Pedersen peger i kapitlet på at der bla. i lov om uddannelse til professionsbachelor næsten udelukkende fokuseres på pædagogens relation til det enkelte individ og ikke på fællesskabets inklusion af individet. Denne individualisering stiller store krav til det enkelte individ og indebærer en risiko for social eksklusion.
Børn eller brugere med behov for særlig støtte opfattes som individer med vanskeligheder og ikke som individer, der befinder sig i sociale vanskeligheder.
Han mener at man ser bort fra, at mennesker der befinder sig i udsatte positioner, er i fare for at blive ekskluderet fra fælleskaber. Han mener, at man istedet kan tale om institutioner eller fælleskaber med særlige behov for støtte.

Dette kræver at det hidtidige individfokus erstattes af et dobbeltblik hvor hensynet til individet og fællesskabet betraktes som komplementære værdier i et vedvarende professionelt dilema.

Også politisk både nationalt og internationalt er der via lovgivning og konventioner kommet større fokus på mennerskes ret til social inklusion.

Bent Madsen siger bla. om inklution" Socialpædagogik er ikke et spørgsmål om at beskytte sårbare individer mod fællesskaber, men om at danne fællesskaber, der kan yde denne individuelle beskyttelse." 

Carsten Pedersen siger: Pædagogen må søge at fremme muligheden for deltagelse gennem egen deltagelse. Hun må have et dobbeltblik og hele tiden overveje hensynet til både individualitet og fællesskab. Som et redskab til det kan man bruge følgende model.
(Vi fik en grundig gennemgang af modelen af Lisbeth, og prøvede den i undervisningen, ved at sætte forskellige værdier i, så jeg vil ikke bruge tid på at beskrive den her)




Hvorfor inklusion?
Ordet includere er latinsk og betyder: indbefatte, medregne eller omfatte.
Excludere betyder : udelukke eller udstøde.

C. Pedersen beskriver inklusion som mere end rummelighed, ordet deltagelse dækker bedre, da det ikke er nok at være rummet eller (som Lisbeth siger at være på tålt ophold) i institutionen, hvis man ikke får mulighed for at være deltager i fællesskabet. Social inklution er altså deltagelse i fællesskaber, defineret som en gruppe mennesker der er sammen om noget og hermed føler en vis form for samhørighed, hvilket kræver gensidig engagement for at det er tale om et fællesskab.

Forskning Børn og unge. nr 10/2011

Bent Madsen er fortaler for at børn med særlige behov inkluderes i almene pædagogiske miljøer, men han advarer mod at det bliver gjort ud fra rent økonomiske interesser. Forbyggelse er at have adgang til mange muligheder for at deltage i fællesskaber. Jo tidligere barnet bliver til deltager i fællesskaber og blive mødt, jo bedre.
Som det er i øjeblikket, bliver midlerne og ressourcerne  ulige fordelt. Der er blevet flyttet mange penge fra normalområdet over i specialområdet. Et eksempel er folkeskolen, hvor en tredjedel af udgifterne i dag går til specialundervisning og specialklasser for kun ca 14% af børnene. Så når børnene skal tilbage til normalområdet, skal ressourcerne følge med siger han.

Forskellige udsagn fra "Forskning Børn og unge"

"97% af alle børn går i daginstitution i Danmark, og det skaber en fantastisk sammenhængskraft, så man kan sige, at inklusion også er et svar på frygten for stigende ulighed og et forsøg på at skabe et mere socialt retfærdigt samfund"
Bent Madsen

"Stadig flere børn for diagnoser og forlader børnehaven for at begynde en tilværelse i specialregi. Specialområdet vokser, selvom dem pædagogiske forskning viser, at mange diagnosebørn vil få bedre fremtidsmuligheder i et inkluderende forløb i en almindelig børnehave"
Camilla Mehlsen

"Mange kommuner håber på at inklusion kan være et spareredskab, men hvis man skal gøre det ordentligt er det ikke et spareredskab. Inklusion kan give mere kvalitet for pengene - først og fremmest mere kvalitet for børnenes udvikling"
Tine Basse Fisker, Ph.d ekstern lektor ved institut for læring.

"Brug merer tid på de børn, I helst ikke vil være sammen med. Flyt fokus fra hvad der er sjovt til, hvad der er nødvendig"
Anders Holm, Professor.

"Omkring 95% af alle børnefamilier er i daglig kontakt med pædagogiske fagpersoner, og det giver en unik mulighed for at sætte ind med koordineret indsats, som også rækker ind i barnets hjemlige arena"
Jill Mehlbye, psykolog.

Vi startede timen i små grupper med at summe over:

• Hvad er inklusion
• Hvordan inklusion

Inklusion er: deltagelse i fællesskaber, alle har ret til at deltage i samfundets fællesskaber på lige vilkår
Hvordan inkluderer man: Gennem egen deltagelse.

Vi fik en grundig gennemgang af Carsten Pedersens model til afklaring af værdier. Og prøvede at bruge den på værdier vi selv havde valgt. (så nu forstår jeg den).
 Derudover fik vi en hurtig gennemgang (Tiltrænkt opfriskning) af teori vi tidligere har haft, bla. om anerkendelse med Axel Honnehts 3 anerkendelssfærer, Schibbye og Berit Baes teori om anerkendelse og Bente Jensens (to tilgange til udsatte børn en kompenserende og en innovativ) Charlotte Palludan (børnehaven gør en forskel) og om Bjørn Kjær, Inkluderende pædagogik (som vi ikke har brugt før).

Hvad har jeg lært i undervisningen:
Noget om inklusion og eksklusion og hvor vigtig det er at mennesker bliver inkluderet, for ikke at blive ekskluderet. En opfriskning af tidligere teorier. Jeg har lært at bruge og forstå Carsten Pedersens model til værdiafklaring.
Hvordan kan jeg koble undervisningen sammen med læringsmålene
Viden og forståelse: etik og fællesskaber - inklusion/eksklusion

Uge 44 tirsdag den 1. november

Litteratur:
Holm, Per m.fl.(1994) "Livskvalitet og professionel støtte" I: Holm, Per m.fl.(1994) "Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik" Forlaget Systime. S. 10 - 57
Clausen, SigridBrogaard og Clausen, Peter (2010) "Pædagogik og livskvalitet."Hans Reizels Forlag. S 17 - 24
Henriksen, Bjarne Lenau(2007) "Livskvalitet en udfordring" GADS Forlag. 2. udgave. S. 19 - 31

De tre tekster belyser livskvalitet, set ud fra de tre specialiserings områder: mennesker med nedsat funktion, børn og unge og mennesker med sociale problemer.

Livskvalitet og professionel støtte s. 10-57
Holm m.fl.
Indtil midten af 1900erne var udviklingshæmmede samlet i store centralinstitutioner med en hverdag der var styret af faste rammer, overvågning, ro og regelmæssighed (hvorfor kommer jeg mon til at tænke på Foucault). Der var tale om pleje og omsorg og om at beskytte beboerne mod samfundet og beskytte samfundet mod beboerne. Man talte ikke om beboernes personlige udvikling eller livskvalitet. Først i 50erne begyndte man at tale om at udviklingshæmmede skulle "normaliseres" dvs leve en tilværelse der ligner den "normale" og er kulturelt tidstypisk.
Der skete et skifte fra pleje og omsorgssyn til et udviklings- og indlæringssyn. Læger, plejer og omsorgsassistenter begyndte at blive erstattet af socialpædagoger. Midlet til normalisering var pædagogiske tilrettelagte indlæringsprogrammer, træning og handleplaner, alt sammen noget der handlede om den enkelte udviklingshæmmedes udvikling henimod det normale.
Men også samfundsmæssig begyndte der at ske noget. Der blev gjort op med en lang tradition om at anbringe mennesker med nedsat funktion i store centralinstitutioner, henimod intergration i det almindelige samfund, i almindelige bomiljøer og institutioner. En udvikling der stadig er aktuelt i dag, hvor mange udviklingshæmmede flyttes til småinstitutioner, bofællesskaber eller egen bolig.
Det  har altså betydet udvikling på to områder: funktionsnedsates udvikling mod det normale og deres samfundsmæssig vilkår. Det er vilkårene der skal normaliseres gennem udflytning fra specialinstitutionerne og intergration i samfundet.
Der har i de sidste år været rejst en kritik af normaliseringsudviklingen. Kritikken går ud på at, det ikke er nok at flytte de funktionsnedsatte ud fra de store institutioner og gøre dem mere selvhjulpne, der må også ske en afinstutitionalisering  og gives plads til at de gennem kommunikation kan være med til at forme deres egen tilværelse.
Mennesker, der hele deres liv har boet på institution og har været vant til at have støttepersoner, der har vidst, hvad der har været godt for dem og som har sat mål, og defineret deres behov, har aflært sig at forvalte deres eget liv og at lytte til egne behov og følelser.
Derfor er det vigtig at komme i dialog med de funktionsnedsatte om deres lyster og behov og deres forståelse af hvad et godt liv er og at der også, i deres ofte meget strukturerede dagligdag, bliver tid til at de kan dyrke deres egne interesser.
I bogen stilles der spørgsmål ved om det "normale" liv er = det gode liv og om faren ved at definerer, hvad livskvalitet er for andre.
 Livskvalitet er ikke noget man får eller har, men noget, man selv aktivt kan skabe sig, hvis betingelserne ellers er til stede.
Pædagogen kan altså ikke give eller skabe livskvalitet for den funktiotiosnedsatte, men kun søge at gå i dialog med brugeren om hans drømme og behov og derefter søge at fremme livsbetingelserne for ham.
Den finske sociolog Erik Allard mener at livskvalitet har en objektiv og en subjektiv side: Den objektive kan studeres gennem observationer af de faktiske livsbetingelser og behovstilfredsstillelse, som er de materiele behov (at have), de emotionelle behov (at elske), de sociale behov (at være), og selvaktualiseringsbehovene. Den subjektive side er menneskets egen oplevelse af tilfredshed eller utilfredshed med tilværelsen.
Til det siger den norske psykolog Siri Næss: at menneskers behov og ønsker udvikler og forandrer sig alt efter alder, gemyt og de sociale og kulturelle forhold man lever i. Nogle mennesker har ikke så mange ønsker og behov, der skal opfyldes og de får måske opfyldt dem alle. Andre har mange behov og ønsker og får kun opfyldt nogle af dem. Men har dem med kun få forventninger og ønsker til tilværelsren, og hvor ønskerne til gengæld bliver indfriet så mere livskvalitet?
En anden indvending kommer fra Bo Eneroth, der mener at sammenkædning af opfyldelse af behovstilfredsstillelse og livskvalitet er misvisende og forkert, fordi det giver et billed af at bare vi får opfyldt alle vores behov, så er vi lykkelige, men sådan ser virkeligheden jo sjældent ud. Han mener at vi hver især skaber et hverdagslivsmønster, der er karakteriseret ved en balance mellem tilfredsstillede og utilfredsstillede behov.
Siri Næss mener at livskvalitet først og fremmest er et subjektiv og psykologisk fænomen, men hun har i kraft af sine undersøgelser og filosofiske overvejelser alligevel konstrueret et objektiv parameter for hvad der skal til for at mennesker kan opleve livskvalitet:
Hun siger at livskvalitet er afhængig af at mennesket:

1. Er aktivt, dvs. har mulighed ved egen kraft og engagement at indvolvere sig i forhold uden for sig selv - at det har energi og kraft til ved egen indsats at gennemfører sine planer - at det har mulighed for at anvende sine evner, kapasiteter og færdigheder - at det har frihed til og mulighed for at vælge for hermed selv at være med til at forme eget livsforløb.
2. Har gode mellemmenneskelige relationer - har mindst et nært, varigt og  og gensidigt forhold til et andet menneske - have samhørighedsfølelse og gruppetilhørsforhold til fx venner, familie, arbejdskammerater.
3. Har positiv selverkendelse - opleve sig selv somdueligt, nyttig og værdifuld - oplever at kunne klare hverdagens opgaver, sant føle sig tilfreds med egen indsats
4. Have en grundstemning af glæde - have intensive oplevelser af skønhed og samhørighed med naturen - er præget af tryghed - og præget af glæde ved, at livet er rigt og givende.

Disse 4 hypoteser kan ifølge Siri Næss bruges til at undersøge mennerskers livskvalitet fx via interview
En bredere forståelse af livskvalitet er Bjarne Lenau Henriksen der inspireret af psykologen Madis Kajandi beskriver livskvalitet sådan:

Livskvalitet består af:

• Ydre livsvilkår = bolig, arbejde, økonomi
• Mellemmenneskelige relationer = partner, venner, forældre, egne børn
• Den indre psykologiske tilstand = engagement, energi, selvvirkeliggørelse, frihed, selvtillid, selvaccept, tryghed, følelses oplevelser, glæde

Livskvalitet og relationer:
Mennesker skabes og skaber sig gennem relationer. Dette har præget det socialpædagogiske arbejde gennem de sidste årtier. Den tyske filosof Jürgen Habermas arbejder i sin kommunikationsteori med tre typer af relationer, som mennesker indgår i: Relationer til den materielle verden - til sig selv - til den sociale verden. De tre relationer er afhængige af hinanden på denne måde: den sociale relation udspiller sig altid i en fysisk materiel verden og vores relationer til os selv er afhængig af de sociale relationer vi indgår i og livskvaliteten er afhængig af relationerne.
 Menneskers relationer til andre udspiller sig gennem kommunikation, både verbalt og nonverbalt.

Bogens forfattere taler om 4 forskellige relationsformer mennesker indgår i

1. Samfundet
2. Det nære miljø (institutionen, familen)
3. De andre (postbudet, kassedamen)
4. De betydningsfulde (børn, kæreste, familie, venner mv.)

De 4 relationer hænger sammen og påvirker hinanden og individets livskvalitet, idet kvaliteten af relationerne og hvordan individet bemestre de relationer, han indgår i, er afgørende for individets livskvalitet. Bemestring er et spørgsmål om vi er subjekter eller objekter for hinanden. Begrebet bemestring indeholder et element af selvforvaltning.

Når man taler om mennesker ned nedsat funktion overlades omsorgen for dem ofte til professionelle. Videnskaben beskæftiger sig med at katagorisering, behandling, disiplinering og socialisering af mennesker. Der er opbygget en viden om mennesker med nedsat funktion, som det kræver uddannelse at blive indført i. Når det nære miljø er en institution og de nære relationer er professionelle, er der tale om asymetriske relationer. Samtidig er relationen til systemverdenen (institutionen) også nødvendig for at sikre samfundsborgerne mod nød og uret.

Pædagogik og livskvalitet s. 17-24
Clausen og Clausen
Bogen bygger på Siri Næss`s toori om livskvalitet og de 4 områder, som som også var beskrevet i den forige tekst. Også Kajandi`s model er brugt i denne tekst.
I bogen er der fokus på området: Børn og unge. Der står bla. "En positiv udvikling de sidste par årtier har været, at der er en stigende interesse for at forstå børn og unge ud fra deres oplevelse af livskvalitet" Børnerådet har i 1996 udgivet: "Sæt ord på dit liv" hvor 3300 børn har svaret på, hvad et godt børneliv er for dem. Derudover har Børnerådet i 2007 udgivet "Portræt af en 5. klasse" Hvor 1100 børn fra hele landet har fortalt om deres liv. Bogen giver flere eksempler på børn og voksnes beretninger om deres liv og hvad et godt liv er for dem. Derudover nævnes flow. (måske skulle man læse hele bogen !)

Livskvalitet en udfordring s. 19 - 31
Bjarne Lenau Henriksen.

Livskvalitet er et modeord. Der bruges kommercielt af reklamebrancen. Men livskvalitet er ifølge B. Henriksen mere end blot opfyldelse af forskellige behov. Begrebet livskvalitet bruges ofte som mål for hjælp og behandling i social og sundhedsverdnen. Henriksen beskriver livskvaliteten som en proces, hvor der hele tiden sker en udvikling. Han siger at livskvalitet er det enkelte menneskes opfattelse af, hvad der er et godt liv. Han bruger som et eksempel: en blind, det kan godt være at andre synes, at hvis man er blind, har man ikke en god livskvalitet. Derfor kan det sagtens være at den blinde selv føler at han har en god livskvalitet. Så betingelsen for at have livskvalitet er ikke det samme som selve "livskvaliteten"
Han mener at det er farligt at definerer livskvalitet for andre, det kan fører til bedreviden, formynderi, og umyndiggørelse. Han nævner bla, de skæve eksistenser, der lever i en subkultur. Mange af dem ville ikke kunne trives i det "normale" samfund. Det ville ikke være en hjælp for dem til, at få en bedre livskvalitet, at blive instaleret i "normalsamfundet" måske ville det enda foringe deres livskvalitet.
Han siger dog også at livskvalitet er et samfundsanliggende, men at det kræver: menneskelig indsigt, viden, forståelse, tolerance, rummelighed og generøsitet at tale om livskvalitet.
Også Henriksen bruger Kajandis model for livskvalitet, som igen fører os til Siri Næss, som Kajandis er stærkt inspireret af.
Henriksen perer på at Siri Næssès teori ikke så nemt kan misbruges hverken komicelt eller når samfundet mangler penge og skal prioriterer, hvem, det er værd at bruge penge på. Han siger "Livskvalitetsbegrebet må ikke bruges til at gøre mennesker mindreværdige"

Tre tekster,  nogenlunde samme teori, set fra forskellige perspektiver.

Vi gennemgik Kajandis livskvalitetsmodel, og havde en livlig diskution om livskvalitet for Benny der elsker flødeboller og smøger  : - D

Vi havde gruppearbejde, hvor vi skulle bruge den nye Smitte model til at planlægge, hvordan vi kan arbejde med livskvalitet for vores målgruppe. Desværre kunne vi ikke nå at gøre den færdig.


Hvad har jeg lært i undervisningen?
Forskellige perspektiver på livskvalitet.
For os ny teori om livskvalitet bla. Siri Næss og Kajandi. I SKB brugte vi Peter Larsen.
Øvet mig i at bruge den nye Smitte model.
Hvordan kan jeg koble undervisningen sammen med læringsmålene?
Viden og forståelse om forskellige syn på livskvalitet.

Studiedag

Studiedag med gruppen
hvor vi fortsatte med: indkredsning af emne, problemformulering, CKFèr, litteratur mm.

Opstart pædagogik

Portfolio 31.10.2011 Pædagogik.

Lærer: Lisbeth.

Vi startede med at klassen blev delt i to hold. Det ene hold skulle snakke om: Hvad er kultur og det andet om hvad kulturmøde er. Vi havde til i dag læst kapitel 9 i Susanne Idun Mørchs bog: Individ, institution og samfund, som handler om institutionskultur.

Lisbeth gennemgik undervisningsplanen, og hvad pædagogik er, herunder fagets signalement - Faglige kompetencemål og CKFèr.

Vi skal i pædagogiforløbet lave en stor pædagogikopgave (max 20 sider) i grupper med min. 3 i hver gruppe. Opgaven skal afleveres den 13 december og fremlægges mundtlig den 20 december.

Mange havde aftalt grupper i forvejen. I vores SKB gruppe havde vi aftalt, at vi fungerer så godt som gruppe, at vi gerne vil fortsætte sammen i PÆD. Vi lavede en øvelse, hvor vi skulle interviewe hinanden og på den måde spore os ind på hvad vores opgave skal handle om. Vi vil skrive om unge anbragte, noget af det der optager os er: hvad er tilpasning (kan den unge klare sig ude i samfundet, fordi han har lært at tilpasse sig) og hvad er dannelse, hvordan kan pædagogen arbejde med anerkendelse, hvordan.....  Mulige CKFèr: dannelse, socialisering, inklusion og eksklusion, didatik og metodik.  SPÆNDENDE så skal vi bare lige have lavet en god problemformulering.

Vi lavede også en skriveøvelse, hvor vi skulle skrive uafbrudt i 2 x 5 min. Jeg tror at jeg vil øve mig i at skrive på den måde. Jeg føler selv, at jeg skriver meget langsomt, jeg kan ikke tåle hverken røde ord eller grønne streger og retter hele tiden samtidig med at jeg skriver. Det tager ofte fokus fra indholdet.
En god begyndelse nu skal der læses og tænkes.

Are you happy?

Emne til SKB eksamen

Så fik vi trukket emnet til SKB eksamen.

Vores enme er:
 "Inddragelse af æstetiske læreprocesser i det pædagogiske arbejde med sundhed og bevægelse"

Så nu skal der tænkes og læses, så ses vi på torsdag, forhåbentligt med mange nye ideer og gode input til opgaven.

Skb opgave

Blogopgave SKB

1. Hvad er jeg optaget af indenfor SKB i forhold til valgt målgruppe?

Slåskultur i fritidshjemmet 6 – 9 år.

I dagtilbudsloven § 45 står bl.a.: børn i fritidshjem skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det pædagogiske arbejde i fritidshjemmet skal respekterer og understøtte børns selvvalgte aktiviteter og samtidig indeholde pædagogiske tilrettelagte aktiviteter. I § 45 stk. 3 står endvidere bl.a.: Fritidshjem skal fremme børns æstetiske og kropslige udtryksformer og sundhed.[1]

Jeg vil gerne sammen med børnene tilrettelægge en pædagogisk aktivitet, der kan være med til at fremme børns sundhed.

Der er ikke alle børn der kan lide at spille fodbold eller danse, et alternativ kan være at lære børn om slåskultur.

Man kan dagligt læse i aviserne om vold og mord, så det mest nærliggende var nok helt at forbyde børn at slås. Men kan de i stedet for lære at slås på en ordentlig måde, hvor de får brugt deres kræfter og sanser på en måde så det fremmer deres sundhed og trivsel? En slåskamp hvor de anerkender og respekterer hinanden (der skal mindst to til en slåskamp).

 2. Hvilket teoretisk afsæt ønsker jeg at inddrage i mit SKB arbejde i praksis?

Teorier: WHO’s definition af sundhed, didatik, motorik/sanseintegration, bevægelseslegens 5 dimensioner, flow.

3. Hvorfor ønsker jeg dette afsæt?

Jeg har valgt at tage afsæt i WHO`s definition af sundhed som er: ”Sundhed er en tilstand af total fysisk, mentalt og social velvære og ikke blot fravær af sygdom og svaghed”[2] Så kort og kan det siges WHO`s definition blev skrevet i 1948 og gælder stadig.

I mine didaktiske overvejelser vil jeg tage udgangspunkt i den åndsvidenskabelige filosofi. Jeg vil som pædagog sætte rammer og regler (rammeprincippet). Børnene må så være med til at bestemme indholdet. I den åndsvidenskabelige filosofi ser man læring som en subjektiv handling, hvor elevens/barnets egne handlinger og følelser er i spil, og undervisningen/legen er uforudsigelig. Til den åndsvidenskabelige filosofi hører også det fænomenologiske perspektiv: Merly Ponty siger at det er gennem kroppen vi mærker verden. Når vi sætter en bevægelsesaktivitet i gang er det det hele mennesker vi sætter i spil.

Motorik/sanseintegration: Det er vigtigt at vedligeholde og forbedre børns sanser og motorik[3]. Jeg mener at slåskultur kan være en metode.

Bevægelseslegens 5 dimensioner: Kamp er en bevægelsesleg hvor kropsligheden er sat i spil. Barnets kropslighed kan deles i 5 dimensioner og man kan lave en model, som kan bruges til at analyserer hvilke dimensioner der er i fokus i legen. Ligesom i WHO`s definition på sundhed tages der i de 5 dimensioner udgangspunkt i: det psykiske, det fysiske og det sociale sundhedsbegreb. De 5 dimensioner er: Den fysiske og sansemotoriske, den kognitive og emotionelle og den sociale dimension.[4]

Flow: er ifølge Csikszentmihalyi en tilstand, hvor personen er så optaget af en aktivitet, at han glemmer tid og sted. Tilstanden opleves som behagelig, meningsfuld og stressdæmpende og forbindes ofte med kreativitet og læring. For at fremme tilstanden af flow, kan pædagogen: Sikre at udfordringen og barnets kompetence matcher – skabe perioder med ro dvs. ikke afbryde legen – opstille realistiske mål – skaffe løbende information og tilbagemelding – sikre høj grad af medbestemmelse og indflydelse.[5]
 
 4. Hvordan vil jeg arbejde med det?

Jeg vil gøre mine didaktiske overvejelser ved hjælp af Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel. Jeg vil bruge slåskultur som en pædagogisk aktivitet og finde på forskellige måder at kæmpe ude og inde (fx idrætshal eller gymnastiksal) Jeg vil bruge min kropslighed og selv være med i legen/kampen.

 5. Hvilken betydning forventer jeg at det vil få for målgruppen?

 Jeg forventer at børnene gennem bevægelsen og det at slås for sjovt kommer i en tilstand af flow og at legen/kampen vil styrke dem fysisk, mentalt og socialt og at de får et sæt etiske regler for, hvordan man slås på en ordentlig måde, og at de fremadrettet vil bruge den form for legekultur, som en god slåskamp er.

6.    Hvilken betydning har min egen kropslighed i forhold til dette?

Forskning fra SDU viser at børn kopiere de voksne, der omgiver dem. Hvis de voksne er aktive og bruger deres krop, så gør børnene det også.[6]

7.      Hvilken forskning kunne være relevant at tage udgangspunkt i?

Fortsættes…

---

[1] dagtilbudsloven

[2] Jacobsen (2006) s.29

[3] Sanser i børnegymnastikken. DGI

[4] Brus Anne(2007) Bevægelseslege i før skolealderen, s. 85-87

[5] Sundhed i pædagogisk praksis s. 224 - 225

[6] Børn og unge 28/2009

---